Barok

Lavet af Thilde, Jakob, Gertrud, Niels-Henrik og Christine
Barok

Barokken var en tidsperiode fra 1600 til 1750. Udtrykket barok er taget fra kunstperioden fra samme tid. Ordets oprindelse er uvis, men betyder ujævn eller uperfekt perle. Periodebetegnelsen barok er først blevet anvendt om denne musikperiode i 1920erne. Musikken i barokken dyrkede i modsætning til renæssancen ikke antikkens idealer, men derimod drama, følelser, storhed grænsende til det svulstige, overlæssede, dekadente og kontraster f.eks. mellem lys og skygge, mellem solist og orkester.
Musikkens karakter passer også fint med, at musikken f.eks. opera ofte skulle demonstrere og udstille en adelsmands magt og rigdom. Barokmusik er ofte præget af religiøse temaer hvilket også går igen i barok kunst. Italien var i det meste af barokken et knudepunkt. Et sted musikere og komponister besøgte for at blive inspirerede og for at ”færdiggøre” deres uddannelse. For mange var italiensk musik et ideal og mange af barokkens tendenser udsprang fra Italien. Det var også i barokken, at operaen og den instrumentale musik for alvor blomstrede op. Hvis vi sammenligner en tidlig opera af Monteverdi l'Orfeo med en senere Vivaldi opera Griselda, kan man høre en klar udvikling af behandlingen af teksten fra at være vigtigt til at være underordnet sangerens tekniske formåen. Flere former blev også grundlagt eller færdigudviklet under baroktiden heriblandt fugaen, koncert og suite-formen.

3 særlige instrumenter fra barokken 

Cembalo

Cembaloet er et strenge- og tasteinstrument,  som spilles på ved at sætte strengene i bevægelse ved at knipse dem. Cembaloet var et almindeligt og anvendt instrument i barokken (1600-1750). I modsætning til et klaver, som er anslagsfølsomt pga. anslagene fra en hammer, fungerer cembaloet ved hjælp af fjerplekter der knipser strengene. Klangen varieres i stedet som følge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere registre. Cembaloet har eksisteret siden det tidlige 1200 og røg hurtigt tilbage og gemt væk da klaveret indtrådte i 1750, musikken ændrede sig drastisk, og det er først senere fået sit comeback og bruges nu til tider i ensembler og orkestre.

Basun

Basunen var et meget anvendt instrument i barokken. Det var et forholdsvis nyt instrument, og var derfor meget i fokus specielt i orkestrene. En basun er et messinginstrument, som havde sin oprindelse i 1500-tallet. Det blev opfundet fordi man ville lave en forbedring af træktrompeten. Trækbasunen er forsynet med en forskydelig, U-formet bøjle ("trækket"), der kan gøre instrumentet længere, give syv naturtonerækker og dermed gøre det kromatisk. Instrumentet bruges i både symfoniorkestre (i størrelserne alt, tenor og bas) og i bigbands og blæserorkestre (tenor og bas). Ventilbasunen fremkom i midten af 1800-tallet og bruges i visse blæserorkestre.

Baroktrompet

Den barokke trompet er et messinginstrument, som blev opfundet i midten af det 20. Århundrede. Den er en tro kopi på den natur trompeten fra det 16. til 18. århundrede og baroktrompeten er designet til moderne kunstnere, så de kan fremskabe den perfekte barok stemning og klang. 

Operaens opstandelse

Operaen blev opfundet i slutningen af 1500-tallet, altså kort før man regner barokkens begyndelse. Den blev opfundet af de adelige italienere, i et forsøg på at genskabe de gamle græske musikforestillinger, da man mente at de var blevet sunget. Den første opera blev skrevet af Monteverdi, det var ”Orfeo” og var skrevet over den gamle græske fortælling om Orfeus og Eurydike.

Der er stor forskel på Monteverdi, tidligt i barokken, og Vivaldi, som var sent i barokken. Vivaldi er meget mere pompøst, og her gælder det mere om at vise hvor god man er til at synge, her er der også mindre handling i operaerne. Det er mere udtrykket i sangene der betyder noget : Vivaldi - Griselda

Mens i Monteverdis er det mere handlingen der er det vigtige: Monteverdi - l'Orfeo

Operaen blev hurtigt et stort hit, og i 1637 åbnede det første offentlige operahus i Venedig. Før det havde opera kun været for de fineste i samfundet, men nu kunne de mindre rige også komme ind og se opera. Det foregik sådan at det var de rigeste der havde investeret i operaerne, og så hvis man ville lave en opera, lejede man operaen og nogle sangere, og så gik man ud til sidst og fandt hvad de skulle synge. Det var ikke helt så vigtigt. De rige sad i loger, mens andre stod op.

Der var som regel tre slags musikstykker i en opera. Recitativ, som ikke var så meget sang, mere tale. Arier og duetter, som var mere sangbare, hvor der skulle vises store følelser. Og kor, som blev brugt når der var en stor folkemængde.

Der blev stadig brugt kastratsangere, men kvinder fik også lov til at komme på scenen og synge kvinderoller.

Antonio Lucio Vivaldi

Tidligere liv

Vivaldi er født og opvokset i Venedig, Italien den 4. Marts 1678. Hans far, Giovanni Battista var professionel violinist, som også lærte Antonio at spille violin. Gennem sin far, fik Antonio Vivaldi mødt de fineste og dygtigste musikere og komponister i Venedig fra den tid og fik dermed også undervisning af dem. Ligesom hans violinspil blomstrede og var på sit højeste fik Vivaldi kroniske åndedragsproblemer, hvilket forhindrede den unge Vivaldi i at mestre kunsten at spille violin.

I skuffelse måtte Vivaldi nu gå en ny vej, og valgte at gå den religiøse vej, og allerede som 15 årig kom han i lære som præst. Uddannelsen blev bestået i 1703, efter 10 års lære. Vivaldi blev kendt for sit røde hår, og han fik senere tilnavnet il prete rosso (den røde præst). Det var en kortvarig karriere som præst, for hans helbred udelukkede ham i at levere messer, hvilket drev ham til også at opgive denne drøm, kort tid efter sin præsteindvielse.

Musikkarriere

I en alder af 25, blev den unge Antonio Vivaldi violinlærer på Ospedale della Pietà (Det fromme hospital af tilgivelse) i Venedig. Det meste af hans dur-kompositioner komponerede han her, i denne stilling, som han havde i over 3  årtier. Hospitalet var et sted der modtog forældreløse børn. Dem skulle Vivaldi undervise i violinspil, dog ikke drengene, som skulle uddannes i handel og erhverv.  Kun de dygtigste musikere kunne være med i de bedste orkestre der spillede Vivaldis egne kompositioner, blandt dem religiøs kormusik., og under Vivaldis direktion (efter en forfremmelse i 1715) og lederskab opnåede disse orkestre stor succes og international opmærksomhed.

Vivaldis musik er komponeret i slutningen af barokken, og derfor var hans musik også meget overdrevet og blæret. Det var blevet til stykker, hvor det ikke længere handlede så meget om teksten, men mere om at blære og vise hvad man kunne.  Det høres også i det meste af hans musik, et godt eksempel er hans Griselda for sang, hvor stemmen nærmest bliver brugt som et instrument, med mange spring og meget dynamik og følelser og med mindre fokus på selve teksten. Hør Vivaldis Griselda med Cecilia Bartoli ved at klikke her.

Ud over hans faste stillinger, tag Vivaldi også imod kortsigtede stillinger finansieret af kunder fra Mantua og Rom. Det var i hans tid som lærer i Mantua (1717-1721) at han skrev sit mesterværk De fire årstider. Han satte mesterværket sammen med fire sonetter, som man mener han selv skrev. Vivaldis beundrere og kunder var blandt andet medlemmer af de europæiske kongelige familier. En af hans kor kompositioner Gloria e Imeneo, var skrevet til Kong Louis d. XV bryllup.  Han var også en af Kejser Charles VI favoritter, hvilket gjorde at han blev nævnt til ridder offentligt af Kejseren.

Senere liv og død

Vivaldis tidlige berømmelse som komponist og musiker gav ham ikke en vedvarende succesrig økonomi. Nye og yngre komponister kom til og overgik Vivaldi, som flyttede fra Venedig til Wien med håb om at få arbejde der. Han måtte dog opdage at det ikke hjalp på det, og da der ingen jobs blev Vivaldi fattigere og fattigere. Det endte med at han d. 28. Juli 1741 døde i Wien af fattigdom. Han blev begravet i en simpel grav, efter en gudstjeneste uden musik.

Vivaldis musik blev glemt efter hans død, men blev i det 20. Århundrede taget op igen, og bliver i dag spillet hyppigt. I alt fik Antonio Vivaldi skrevet omkring 50 koncerter.

Dukketeater om Vivaldis liv:

George Friederich Händel 

Händel blev født i 1685 i den tyske by Halle. Händels far var feltlæge, og ville have Händel til at blive advokat. Da Händel begyndte at vise interesse for musik, forbød hans far ham at spille. Det afholdt dog ikke Händel for at spille i smug, og da hertugen af saxe-weissenfels hørte ham spille (der var Händel ni år), overbeviste han Händels far om at lade ham spille musik og få undervisning i det. Händels far døde da han var 12, og Händel blev herefter familiens overhoved. 

Händel startede med at studere jura i 1702 på det lokale universitet. Han fik en kontrakt som orgelspiller det første år, men blev ikke genansat, og forlod i 1703 Halle til fordel for Hamburg. Det var her hans musiske karriere for alvor startede! I Hamburg mødte handel Telemann, og de to forblev gode venner. I 1705 i Hamburg skrev Händel også to operaer først Almira og derefter den mindre vellykkede Nero. i 1706 rejste Händel videre til Italien, hvor han blev i over tre år. Den primære grund til, at Händel rejste til England var, at han kedede sig, og havde brug for at komme videre. Italien var i barokken et musisk højdepunkt, hvor mange dygtige musikere spillede og udviklede musikken. Italien inspirerede Händel på mange måder, blandt andet skrev han to operaer, der i blandt Agrippina som blev en stor succes i Italien. Man mener at der var her han fik grundlagt sin viden om operaer.  

i 1710 fik han en ansættelse som kapelmester hos kurfyrsten i Hannover og blev sendt til England i 1711 for at opføre sin opera Rinaldo, som blev en stor succes. Det førte til, at han i 1712 tog til England uden fyrstens tilladelse. Han fik hurtigt en plads i de engelske musikkredse, og blev anerkendt af kongehuset, som også støttede ham finansielt. i 1717 skrev Händel Watermusic som siges at forsone spliden mellem ham og fyrsten af Hannover, som på dette tidspunkt var blevet konge af England. Samme år blev han ansat som huskomponist ved jarlen af Burlingburg og siden hos hertugen af Chandos. Her begynder Händel at skrive oratoriumer ofte om religiøse og alvorlige emner.  

Oratorium  

er et stykke musik med kor og instrumenter, men skiller sig ud fra opera ved at der ikke er kostumer, kulisser, skuespil eller dans med. Et oratorium består oftest af: 

·         en ouverture  

·         Arier 

·         ensembler 

·         Recitativer 

·         Korstykker 

Händels første oratorium var Esther som blev skrevet i 1718. Han mest kendte oratorium blev skrevet i 1742 og hed Messiah. Det handlede helt banalt om Jesu liv. I starten var man bange for, at handlingen ville provokere og valgte derfor først at opføre det i Dublin for at se reaktionerne. Premieren gik godt og det blev herefter opført i London.

I 1752 skrev Handel stykket Jephta, som syntes at indeholde noget selvbiografisk, men efter opførelsen af Jephta begyndte hans syn at svigte og han skrev ikke andre store stykker derefter. I 1759, 74 år gammel, døde Händel. Han blev begravet i England, da han i 1727 var blevet engelsk statsborger. Händel blev begravet Westminister Abbey, og i 1762 opstillede man et gravmonument for ham.  

Tyskland under barok tiden

Det tysk- romerske rige var i første halvdel af 1600-tallet præget af 30. års krigen. Det forhindrede dog ikke musikken i at blive opført. Frankrig garanterede for sikkerheden så hele Nordtyskland ikke blev en stor slagmark. Krigen sluttede i 1648. Den store indflydelse fra Frankrig gør, at idealet ved hofferne i Tyskland er franske (Versailles) manerer og stil. Omkring 1680 blev nogen af de første operahuse bygget i Tyskland. Ved hofferne havde man opført italienske operaer med italienske sangere og ofte kapelmestre. Operahusene der blev opført blev dog ikke altid en stor succes måske fordi at der blev sunget på italiensk. Nogle blev revet ned på grund af mangel på kunder. Samtidig var protestanterne ikke glade for den operastil og sagde, at operahusene var djævlens værk.

Johann Sebastian Bach 

Johann Sebastian Bach blev født den 21. marts 1685 i Eisenach og døde den 28. juli 1750 i Leipzig. Hans far var musiker i hans hjemby og fire af hans børn blev også komponister ligesom ham selv. Bach giftede sig første gang med sin kusine i 1707, men hun døde i 1719, så i 1721 blev han igen gift med Anna Magdalene Wülker. Han fik i alt 11-sønner og 9-døtre. Begge hans forældre døde da han var 10 år og han kom i pleje hos en af sine ældre brødre. Bach blev en dannet organist og musiker, og som 18 årig blev han violinist hos en hertug i Weimar og blev senere organist i st. Bonifaces kirke i Amstadt. Under sit ophold blev han interesseret i den italienske kammermusik og skrev nogen af sine første kantater. I 1723 blev Bach ansat som leder af skolen og organist ved Thomaskirken i Leipzig, og han blev ved sin stilling til sin død. I dag er han en af de mest kendte barokkomponister i verden. Han er blandt andet kendt for sine cellosuiter og de salmer han har skrevet.

Fra renæssance til barok

Den italienske komponist Monteverdis værker afspejler overgangen fra renæssance til barok. Claudio Monteverdi blev født i Cremona, hvor han studerede hos domkirkens kapelmester marc'Antonio ingegneri. Fra 1582 fik han udgivet samlinger af motteter, canzonetter og udtryksrige madrigaler. Omkring 1590 blev han ansat som gambespiller og violinist hos hertugen af Mantova. I 1607 skrev han operaen L'Orfeo som har både elementer at renæsance og barok i sig. I sin karriere skrev han arier i renæssancestil med et simpelt akkord præget akkompagnement og uden ”form” hvor musikken følger teksten, og arier i en begyndende barokstil med flere millismer og ekspressive sangstemmer og mere avanceret akkompagnement.