Mit yndlingsmusik er
The Shire, fra filmen: Lord
of the Rings
Temaet fra The Shire er noget
som jeg finder virkelig fredfyldt. Det giver sådan en indre ro når jeg hører
musikken. Musikken passer virkelig til
filmen. Hver gang jeg hører The Shire, får jeg altid en forestilling om grønne
græsenge, og et fredfyldt folk, som lever i fred og ikke behøver at frygte
nogen eller noget. Det minder mig om at der altid vil findes godt i verdenen,
og at penge ikke er alt i livet. Så smukt musik skal nydes derhjemme mens man
slapper af. Når fløjten spiller sin solo
får jeg helt gåsehud over hele kroppen. Det er virkelig sand smuk musik. Og så
kommer hornene som minder om at der stadig findes styrke, mens strygerne
fortæller at det er et åbent og smukt land.
Så forenes det og forklarer sammen hvor smukt og godt The Shire er. Så
kommer det glade fine tema med solo stryger. Mens den spiller forestiller jeg
mig hvordan jeg selv bor der, og har et stille og roligt liv. Gode naboer, og ingen bekymringer.
Det er et af de eneste stykker
musik som jeg får helt gåsehud af, hver gang jeg hører den.
The Shire
Lavet af Howard Shore i år
2000.
Alexander Fjord.
Trommerne og klaveret gentager de samme to takter igen og
igen igennem hele sangen. Sangen starter med at trommerne spiller 4 takter,
hvorefter klaveret kommer på. 4 takter efter starter 1. vers. I de sidste 4 takter
af alle vers holder trommerne pause. I omkvædene kommer der nogle lange, lyse
toner på. Musikken er i det hele taget i et roligt tempo.
1000 år er skrevet af Rasmus Seebach, Ankerstjerne og Burhan
G. Ankerstjerne synger versene, Rasmus Seebach synger omkvædene, og Burhan G spiller
klaver. 1. vers starter med, at Ankerstjerne synger, at familien mødes en gang
om året, og at det er det samme, de snakker om gang på gang. De prøver at undgå
at snakke, om dem der ikke er der mere. I 2. vers og 3. vers synger han, om at
hans mormor er død, han synger til hende, at hendes navn stadig står i hans
telefonbog. Han synger, at han gerne vil skrive et brev til hende. Han
fortæller, at de har haft det svært, siden hun gik bort. Og at kvinderne i hans
familie holder hovedet højt, og han er sikker på, at det er noget, de har lært
af hans mormor. Selve versene er meget sigende med oplevelser. Omkvædet er kort
og enkelt, men alligevel er det meget sigende. De pakker ikke deres tekster
ind, som mange andre sangere, så de får let sagt det, de vil sige. At omkvædet
er kort og enkelt gør, at man hurtigt kan synge med på sangen.
Jeg kan godt lide ”1000 år”, fordi jeg synes tempoet er
godt, og teksten god. Det er fedt, at melodien og omkvædet er simpelt, og at
versene er meget detaljerede. Jeg synes, det er smukt, at versene omhandler det
at miste en, som har betydet meget, og at det forandrer en masse, når man er
samlet.
Malene Holm Christensen
Mit
Valg 2013
Sergej Prokofiev (27. April 1891 - 5. Marts 1953) - Montagnes and Capulets
Stykket, også er kendt som ”The dance of the dark
knight”, er skrevet til balletten Romeo og Julie. Det er kun 13. satsen af hele
balletten, men det er netop denne del, jeg synes om. Det handler om kampen
mellem Romeos og Julies familier, og det er også noget man kan mærke når man
lytter til stykket. Prokofiev kom efter
slutningen på ramontikken, og gjorde derfor det samme som en masse andre
komponister, det at han skabte sin egen genre. Alligevel kan man tydelig mærke
at meget af musikken er inspireret af den klassiske periode, hvilket også
passer godt ind, da Prokofiev selv hørte netop denne genre som ung. Formen på
stykket er en løsgående ternær form, med en forkorte da capo version. Introduktionen har
intet tematisk indhold og har til hensigt at skabe en dramatisk og mørk
atmosfære. Det begynder meget højt, og går derefter over til pianissimo, kun
spillet af strygere. Horn og træblæsere kommer så igen som fortissimo for igen
af gå tilbage til pianissimo.
A stykket er i høj puls og med meget kraft på fra
kontrabasserne. Det viser den motoriske rytme, hvilket er et af Prokofievs
kendetegn. Det er meget voldsomt, og er i balletten selve kampen mellem
familierne. Melodien i A stykket ligger hos violinerne, men med
variationer hos de forskellige grupper. B stykket kommer som en modsætning af A
stykket, adagio, blidt og med fløjte i centrum. Så kommer A igen, men nu med en
tenorsaxofon som solist.
Mit yndlingsmusik er Lord of the metal rings af ukendt
kunstner
Den er fed, fordi det er et rocket alternativ til
"the shire", som er melodien til hobbitternes område i trilogien
"Ringenes herrer".
Baggrund - the shire:
Området er fredfyldt, pænt og idyllisk. Der er ikke en
finger at sætte på noget! Det kan man i høj grad høre i stykket, hvor tempoet
er langsomt og behageligt, men samtidigt fast og kontrolleret - ligesom området.
Melodien stiger og falder konstant i styrke og tonehøjde og fraserer skønt og
blødt. Melodien har gennem hele stykket en meget idyllisk og ren tone.
Udgaven er spillet af to el-guitarister og en rytmisk
trommeslager. Den er ikke så fredfyldt og pæn som originalen, men til gengæld
mere direkte og lettere at forstå. Det kræver ikke så mange kræfter at lytte
til det. Man kan slappe mere af og nyde det. Jeg synes jeg stadig, at melodien
er lige så idyllisk som originalen, men på en mere uhæmmet måde. Den 1. guitarist står for melodien, og den 2.
lægger akkorder/melodi under. Jeg er overbevist om, at den 1. guitarist kan
lide at spille stykket, for det lyder lige fedt og lige entusiastisk hele vejen
igennem. Trommerne varierer meget gennem hele stykket, så der er altid den
næste fede rytme at "glæde" sig til.
Metal-udgaven beholder alt det fede fra originalen og
gør det mere afslappende og let at lytte til.
Rasmus V.
Ihojin No Jaiba er et stykke filmmusik skrevet til
animen Sword of the stranger, som er blevet produceret af Bone Studio.
Hjernen bag stykket er Sato Naoki som er en japansk
komponist og producer, der har komponeret musikken til flere populære
anime-serier og Space Battelship Yamato, og han bruger primært klassisk musik i
sit arbejde. Han blev født den 2. maj 1970 og dimitterede i Chiba Prefecture og
Tokyo College of Music. På 29. japanske Academy Awards i 2006 vandt han prisen
den bedste musik for sit arbejde på filmen Always Sanchōme no Yūhi.
Ihojin No Jaiba er et meget gribende stykke musik.
Strygerne og et klokkespil starter det langsomt, og så hopper paukerne samt
messing med på melodien. Spændingen stiger og med et eksploderer det hele og
hovedtemaet træder endelig i karakter. Det er som om skæbnen tager fat og
rusker i en. Hvis jeg lukker øjne mens jeg hører hvor pauker og messing kommer
på inden hoved temaet har jeg det som om at jeg står lige midt i mellem to hære
med sværd og skjold, der står og venter på modstanderens næste træk. Og lige når
hovedtemaet begynder stormer de mod hinanden og der hvor violiner og trompeter
laver en overgang til sidetemaet er lige der hvor der kun er få meter mellem de
to hære, og lige der hvor sidetemaet begynder rammer de to hære hinanden men de
kan ikke røre mig. I slutningen hvor de høje instrumenter spiller så falder den
sidste soldat og den eneste overlevede på slagmarken er mig selv uden jeg har
gjort noget for det. Og når det sidste slag er spillet er der dødstille. Men
det behøver ikke være sådan bare luk øjne og forestil dig det du tænker på når
du høre det.
Niels Henrik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar